Attraktioner

Inspiration til lokale attraktioner

Kunstpakhuset i Ikast er et udstillingssted med skiftende udstillinger af aktuel dansk og international kunst. Udstillingsbygningen er et tidligere, nu renoveret, banepakhus beliggende ved Ikast Station.

Frisenborg Skulpturpark ligger centralt i Ikast og blev anlagt i 1990'erne. Kun få byer har så stor en samling af betydningsfulde, moderne danske skulpturer som Ikast. Værkerne er koncentreret i Højrisparken og Frisenborgparken, men adskillige steder er byens offentlige rum fuld af kunstneriske oplevelser til glæde for områdets gæster og byens borgere.

I september 2006 blev Brandes nyrestaurerede og storslåede Kultur- & Konferencecenter, RemisenBrande, indviet. Den rustikke og bevaringsværdige erhvervbygning med en fortid som lokomotiv værksted er efter restaureringen blevet et spændende og utraditionelt tilbud til arrangører af kurser, konferencer, møder, selskaber, modeshows, udstillinger og messer. RemisenBrande er Midtjyllands nye messecenter og udstillingshal med et udstillingsareal på ca. 1400 m2.  Derudover er centret også et storslået musikhus med kulturelle oplevelser og tilbud til mennesker i alle aldre.

Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum er et kunstmuseum der ligger i Birk uden for Herning. Det blev indviet i 1976, og rummer mere end 4000 værker af de to kunstnere, Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt. Udover at vise værker fra museets egne samlinger arrangeres særudstillinger, med andre kunstnere med tilknytning til COBRAbevægelsen.

HEART Herning Museum of Contemporary Art åbnede i 2009 i en helt ny bygning tegnet af den amerikanske arkitekt Steven Holl.Samlingen har udgangspunkt i dansk og international konceptuel og eksperimerende kunst fra 1930'erne og frem til i dag. Museets samling består bl.a. af værker af Piero Manzoni, Paul Gadegaard, Ingvar Cronhammar, Bjørn Nørgaard, Joseph Beuys, Mario Merz, Knud Hvidberg, John Kørner og Troels Wörsel.

Cronhammers gigantskulptur Elia er en markering af årtusindskiftet. Men skulpturen er også en manifestation af den viljestyrke og det mod til at gå nye veje, der har præget Herning gennem årtier. 

Skulpturen er formet som en halvkugle med en diameter på 60 m, hvorover der rejser sig en kuglekalot på 11 m.

Søby Brunkulslejer dækker et areal på 1650 hektar, og det anslås, at der er produceret omkring 50 mio. m³ brunkul i perioden fra 1940 - 1970, hvor produktionen blev endeligt indstillet, og brunkulseventyret sluttede. I området er der sandtipper, brunkulsgrave, søer og museum - et levn fra '40-erne, hvor der opstod en klondike-by for de ca. 2000 personer med tilknytning til brydning af brunkul. Man kan spise sin medbragte mad i "Spiseskuret" Kontakt VisitHerning for guidet rundtur.

Munklinde Mose er et cirka 90 hektar stort fredet område med højmose og åben hede. Mosen afgrænses mod øst af Karup Å. Der er adgang over mosen til Karup Å syd for Munkelinde By ved skiltet "Engdraget". Her er der en skøn lille vandretur på ca. 1,4 km. Dyre- og især fuglelivet omkring mosen er virkelig værd at opleve, og hvis du er heldig, ser du måske en isfugl.

Skelhøj Plantage ligger sydøst for Ikast og er ideel til løbe- og gåture. Der er markeret fire forskellige løberuter med små pile på lave stolper rundt i området. For børnene er der rige muligheder for at udforske naturen og lære den at kende. Har du hund med, kan du lade den løbe rit rundt i Skelhøj Plantages hundeskov.

Isenbjerg Bakkeø er skabt som et morænelandskab under den næstsidste istid for ca. 100.000 år siden. Bakkeøen rejser sig brat 30 meter over den omgivende smeltevandsslette. Et fantastisk naturområde, hvor du kan tage på vandre- eller cykeltur og nyde den skønne midtjyske natur. Her er det åbne landskab ganske enkelt enestående. Du kan komme til bakkeøen fra enten Tyvkærvej eller Gludstedvej.

Moderne svømmecenter med vandland og wellness-afdeling.

Lille Malunds Have ved Klovborg er en af de mange private haver i Ikast-Brande området. Haven er nærmere en park oprindelig anlagt i engelsk havestil. Haven er ejet af en familie gennem flere generationer, og er et lille paradis med planter og træer i kunstneriske anlæg af klippestykker, små vandfald og springvand med et eventyr af blomster.

Booking